Midtjysk Pigekor i Ungarn 2007

(lang udgave til pigerne)

Torsdag 27.07.07 – prøve i Mariehøj sognehus:

Fra den lille røde bog, som er købt for at gemme pigernes ”frit-fra-leveren-2007-bemærkninger”

Vi skal ikke have pest i Buda....den er vist gammel...

Gad vide, om vi har nogen ben, når vi kommer hjem fra den her tur?

Det er min skyld det hele. Næsten. Sådan er det at være dirigent.

Husk – ingen fermater i ”Guds igenfødte, nylevende sjæle” – (Til dirigenten...!)

- Og k i ”flok” og ”nok”!!

Sofie og Gitte kom ind i 2. Volte – ros-ros!

Fredag 28.07.07

Og nu er vi på vej til Husby kirke her fredag eftermiddag for at synge koncert. Humøret er højt, for Lisa har besluttet at tage med os. Eftersom at Elines forældre også er ”hoppet på” turen så sent som i går aftes, giver det Ghita en masse besvær med økonomien (hotelbestillinger, betalinger osv.) og gør f.eks. at vi har for få ungarske kontanter med. Men vi andre er kanonglade – Nu tager vi til Husby og laver en super koncert!!

Opbakningen omkring hele turen er så flot: Else og Flemming Lippert kan vi ikke forestille os en tur uden – Midtjyllands bedste fotograf og nu også økonomiminister på turen, Erna og Eller Moesgaard samt Bibi Johansen fra Mariehøj, Sofies far, Kirstines mor, Elines forældre, Torben og Ellen Bæk Sørensen fra den Dansk-Ungarske Venskabsforening. Og så er der Bibis veninde, Ruth Olsen, som jeg har kendt, siden jeg som purung gik på Th.Langs seminarium. Og derudover er der tre damer, som kender hinanden, men som vi ikke kender, som gerne ville med på turen. 32 personer incl. Ove og Harry (chauffører).

Og fra i går formiddags gik vi i koret ind i sådan et ”totaloplevelsesrum” med prøve hele dagen. Det er en speciel oplevelse, hvor jeg ihvertfald har svært ved at forholde mig til alle de andre, dagligdags ting, der foregår. Det hele er toner, klange, harmonier, rytme – en historie, der skal fortælles. Pigesmil og –latter, gråd ind imellem, fordi der også er svære ting i livet, som vi har med her. Og det hele hører til i denne gruppe.

Benny Andersen har engang sagt noget i retning af, at ”Hjem er dér, hvor mit hjerte bor”. Denne flok mennesker har i høj grad bygget et hjem imellem sig, som også for mig betyder ufattelig meget. Af og til kan jeg godt synes, at der er en masse bøvl ved at have det her kor – kontakter, PR, programmer, noder osv. Osv. Og at pigerne gør for lidt selv (det gør de nu også!), men når de så begynder at synge – er jeg hjemme!

Og så er det altså et superhold af piger, vi tager afsted med her! Det klinger simpelthen dejligt!

Søndag 29.07.07

1570 km foran os. Koncert i Mariehøj i aftes var super med mange tilhørere. Det er så dejligt, at vi simpelthen efterhånden har et stort publikum, der endda gider hive en lørdag aften ud for at komme os høre os synge!

Pigerne skriver:

- Nu har vi sunget fødselsdagssang for Ove (Chaufføren), den var knaldgod! Vi har både spillet guitar, trømmer, sækkepibe, fløjte og råbt! Hurraaa!

-13.50: Nu er vi for alvor på vej og har indtil nu lært, at der som regel er tryk på første stavelse, når vi nu skal ned og tale ungarsk/finsk. Husk det!

- Desværre er alle kanelgiflerne allerede spist, så vi er taknemmelige for den konvolut til koret, hvor der udenpå står: ”Snolde-penge – 140 euro”! Mmm...

- Elines forældre har 3 x-tra pakker!

- Har Budapest også tryk på første stavelse? (red.: ja, faktisk – og med blødt d som i Budde...)

- Kirstine og Sofie sidder og kigger på modeblade – vi er smukkere! Midtjysk slår moderne tøj!

- Jaah, nu skal vi til Ungarn. Endelig væk fra regnen og kulden. Hm..man blev virkelig bekræftet i at man glædede sig til turen, da det begyndte at øse ned lige inden vi tog afsted.

- ”ærter er bare det bedste”. Citat Eline. Clara og Eline.

Søndag kl. 20.15: ”Inger, du dækker for seks piger” – citat Flemming efter stop for aftensmad et sted i Tyskland...Efter første vers af ”Der står et slot i vesterled” efter Ingers ønske kommer Ingers respons: ”Ja, men Ole siger også, at jeg er squapmager.” (det modsatte af det moderne begreb ”tyndfed”.) Mona, 1. Alt.

Natbus gennem det europæiske land – så – derinde ligger Berlin og senere – Prag. Vi kører videre. Det er underligt! Sidste år rejste vi til Berlin og for to år siden til Prag. Langs Moldau i mørke. Stilheden har bredt sig i bussen – alle sover, eller forsøger i det mindste på det.

Hele dagen har de fire yngste, der er 13-14 år gamle, siddet på det bagerste sæde og hygget sig – nu er sædet optaget af Gitte med sin gravide mave. Clara er trukket hen til Ida, og de tre andre stille og roligt sevet hen til mor eller far – det er rigtig hyggeligt. Vi har ikke i ret stor stil haft forældre med før, men det er dejligt. I det hele taget er min fornemmelse af gruppen rigtig god. Alle hygger sig, og i den øverste del af bussen blandt ”de voksne” går rødvinsdunken fra grænsekiosken på kryds og tværs. De ældste piger på denne tur er godt nok i 20-erne, men taler også om ”de voksne” i modsætning til sig selv – men det skal man vel også i et pigekor! Og koret har vist kun investeret i sodavand i år!??

Ingen mugger over at skulle køre bus så længe og altså mere eller mindre sidde op. Flere og flere falder i søvn trods den trange plads. Jeg kan ikke selv rigtig finde ro i hverken krop eller sjæl – tre dages korprøver, to koncerter og nu turen fylder i såvel under- som bevidstheden. Det lykkes mig dog til sidst alligevel, fordi jeg sniger mig til at lægge mig i midtergangen med dyne og pude, helt oppe ved chaufførerne. Ole er ikke så heldig, selvom han dermed får sædet for sig selv.

Mandag 30.07.07

Kl. 6 er det morgen, for da stopper bussen – vi er nået til den Slovakiske grænse. Det smuskregner, så grænsevagten gider ikke gå ud – han skynder sig blot at åbne for vores indkørsel til landet.

Mandag aften: Jeg er forbløffet over, hvor let turen her ned er gået. Jeg frygtede på forhånd meget tanken om 22 timer i bus uden at lukke et øje – og med ekstremt hævede ankler hos alt hunkøn over 20. Aldrig har jeg hørt så megen tale om støttestrømper, og der udviklede sig foran i bussen megen kvindesnak om fsk. Priser, kvaliteter etc. – det er dog det mest mystiske at tale om!

Nå, men busturen har været virkelig hyggelig. De 13 piger nede bagved og så alle andre blandet opad, 30 ialt + 2 chauffører. Vi har aldrig før haft så mange forældre med, vi har aldrig haft menighedsrådsmedlemmer med, og vi har aldrig haft så mange lærere med! Og så nyder vi fantastisk godt af Torben og Ellen, deres mange kontakter og store viden om området.

Forplejningen på turen har været exseptionelt god – mange har bagt brød og kager eller lavet marmelade, og Bibi og Else har købt ind ost, pølse, tomater osv, så vi har haft masser af mad og dermed kunne undgå den dyre og dårlige motorvejsmad på rastepladserne. Det bliver sikkert ikke muligt at nå at smage den ungarske mad, hvis vi skal spise vores eget op først!

Første stop er en ikke ret spændende rasteplads med ikke så lækre toiletter. Men tilbage i bussen dufter kaffen indbydende, og der er Torbens hjemmebagte boller, juice, ost og Kirsten nylavede marmelade.

Pigerne skriver om turen:

- I nat var der bump i den Tjekkiske motorvej. Alle sad og hoppede. Nu er klokken 7.06 og folk er vågne. Det regner i dette land, hvis navn jeg ikke kender på denne tid af dagen. Det skal nok komme.

- Kl. 7.18: Vi er nået Slovenien og det øsregner. Lidt søvn er det da blevet til. En herlig flok at være sammen med. Mon ikke solen kommer i Ungarn? (en af de voksne)

- Indtil nu har regnen sivet rigeligt – vi venter at se solen i Ungarn. Vi krydser nu den Ungarske grænse. Alt er indtil nu gået gnidningsfrit. Glæder mig til at lære de øvrige deltagere på turen nærmere at kende. (en af de voksne gæster)

- Kirstine mobber! Hun tillader sig at sige, at jeg er tyk her ved den ungarske grænse, hvor det i grunden regner. Hvad er det for noget! Eline.

- Tyk og sød! – Kirstine.

- Lige nu er vi på et sted, hvor solen burde skinne betragteligt mere, end den gør lige nu...trist...

- Eline må gerne fjernes!!! Fryd fryd fryd! Må ikke slettes!

- Kan I ikke se, hvor de mobber! Hvis jeg ikke er med i koret efter den her tur, så ved I hvorfor! Jeg savner Sofie! (red.: Sofie sad på det pågæld. Tidspunkt i den anden ende af bussen...)

- Der var en lastbil, hvor der stod ”Draktrans”! Tsk...

- Kl. 08.52: Stop på rasteplads i Ungarn, hvor vi indtager morgenmad befinder der sig en meget skrap ”tissedame”, der siger ”Hallå” – på dansk.

- Kl. 08.56: Nu kører vi afsted igen. I de ungarske grøftekanter er der uanede mængder af skrald. Det er ulækkert.

- Det er ikke det vejr, som 1 enkelt ikke kan klare!

- Med vores lokalkendte guide (Torben Bæk-Sørensen.red) bliver vi noget så kloge! (een af de voksne).

- Det er morgen og vi er på vej videre efter morgenmadsstoppet, hvor vi på tankstationens toilet stod meget længe i kø – de ungarske damer havde masser af tid. Mange af os har nu fødder på størrelse med elefanter og er ved at være godt brugte, men det er megt hyggeligt alligevel!

- Det var en dejlig morgenmad! (Ida)

- Vi havde vist allesammen forventet lidt bedre vejr ved ankomsten til Ungarn. Lige nu er det nemlig bare gråt og kedeligt. Gitte har store problemer med at stave til 30, men det løser sig vist nu. Næste spørgsmål i kryds og tværs’en omhandler vist en spegepølse, tror jeg nok.

- Hvor er Ungarn flad...Ingen bakker whatsoever – bare marker og træer. Men tror nu kun det er godt, det er noget møgvejr - ellers skulle vi jo sidde her i bussen i 35 graders stegende hede. Nu kan vi jo lige få et frisk pust, når vi holder pause – og det er jo lækkert nok!...synes, hende pasdamen var lidt uhyggelig – tror, hun hedder Olga.

- 9.58 (mandag): Regn, regn og atter regn! Der er vist nogen, der har taget vores ”Kom regn af det høje” lidt for seriøst! – Men når det nu skal være, så er det på en måde meget hyggeligt at sidde tørt og varmt i bussen og se frem til bedre vejr på morgendagens byvandring i Kescemets. Her er meget fredeligt. De fleste læser eller sover, og på de bagerste sæder er det blevet løst krydsord og nu underholder Gitte med kollegieoplevelser. Inger er kommet ”på besøg”. Der er nok for voksenkedeligt oppe foran i bussen...

- Utt! Nu er der bjerge – ikke så fladt længere! ”Ole – der er bjerve nu! Nej, den anden side! Nå, nu er de der ikke længere!” (citat Inger)

- Budapark – gad vide, hvad man kan se der?

- Gitte, Mona og Clara driller mig med mine kryds og tværs-felter. De siger, mine bogstaver fylder for meget!

Torben ringer til Orsi, der er ansat op Det Danske Kulturinstitut i Kesceméts, at vi er på vej. Orsi vil tage imod os – føre os afsted og være sammen med os de næste par dage. Jeg har mødt hende i Silkeborg i foråret, hvor hun var på besøg med en skoleklasse. Hun er en yngre, som mange af de ungarske kvinder naturligvis rødhåret, men også strithåret kvinde med livlige øjne og 3 mindre, lige så livlige og glade små drenge. Hun har engang været på højskole i Danmark og arbejde nu på Kulturinstituttet. Orsi har på forhånd lavet et kæmpearbejde for os her nede, som vi nu mærker frugten af lige fra ankomsten: Efter et bad på hotellet og et par timers søvn for nogens vedkommende bliver vi modtaget af hende og andre fra den Ungarske afdeling af Venskabsforeningen henne på instituttet. Vi bliver budt velkommen til Ungarn i den lune aften ude i gården med nogle af specialiteterne hernede: Pálinca – abrikossnaps - sammen et væld af brød med forskelligt fyld, fra ost til æble og abrikos. Fra en stor jerngryde, ophængt i kæder over et gasblus, stiger duften fra en vældig portion Pörhölt – det, vi hjemme kalder gullasch. Den har simret siden middagstid. Oksekød, tomater, pabrika, løg og kommen er hovedingredienserne, og det er lækkert.

Maden indtages i den hyggelige, lavloftede kælder, og vi føler os meget velkomne – benovede over den umådeligt store gæstfrihed. Vi har så meget – de har så lidt, men giver så meget.

Interessen blandt folk for Danmark og det danske sprog forundrer mig. Menneskene i den ungarske del af venskabsforeningen taler virkelig dansk, og deres hjertelighed og varme er stor. Men det er også tydeligt, at Torben gør et stort arbejde hernede og er en meget velkommen person.

Pigernes øjne bliver efterhånden trætte og blanke, men vi får dog kvitteret for velkomsten og maden med nogle sange samt nogle af de flotte plakater, Finn Nygaard har tegnet til os. Bagefter får de lov til at liste hjem i seng, og jeg er sikker på, at alle 13 piger sover før kl. 21.

Tirsdag 31.07.07 – marked, byrundtur , museum og Tiscalphar

Pigerne skriver:

- Det var de mogenfriske, som tog på marked inden morgenmaden, og så var der ”de gamle” tøser, der sov længe. Men (styrkede) efter hvidt brød med kødpølse var det tid til byvandring sammen med Orsi i dejligt solskin.

Dagen begyndte tidligt for mange af os med at være på markedet. Jeg har aldrig været i Ungarn før, men havde glæder mig meget til at se pabrka, tomater – store, modne og røde, champignons – og de mennesker, der sælger det hele! Og solen strålede og duftene var kraftige og rene. Farverne fra frugter og grønt lyste – masser af ferskner, blommer, vindruer, pabrika, pebre og chili i alle afskygninger. Og sælgerne – venlige – de ville gerne sælge, men ikke påtrængende. Vi købte vindruer, og jeg købte en kost til vores terrasse derhjemme – en rigtig gammeldags ”liim”, som i sangen om Mads Doss.

Efter morgenmaden bagefter viser Orsi os rundt i Kesceméts, der med rette er berømt for sin arkitektur – flere flotte bygninger i Jygendstil, bl.a. rådhuset med det yndigste udvendige klokkespil, der hver anden time spiller en melodi af den verdensberømte komponist og Keskeméts stolthed, Kodaly og hver anden time en folkemelodi. Solen skinner, men temperaturen er behagelig, og træerne er grønne, selv om alt andet er afsvedet i tørken.

Mens vi går i solen gennem byen, fortæller Orsi mig om systemskiftet. Hvordan folk ønskede sig frihed, men at de, da de fik friheden, mistede en masse, hvilket ingen på forhånd havde tænkt på eller regnet med. Før i tiden var man undertrykt i tanke og handling. Men samtidig var der en stor social tryghed – alle havde arbejde og pligt til at arbejde, der var børnehaver osv. til alle, man fik et måltid varm mad hver dag på jobbet osv. Så kom friheden. Og fra den ene dag til den anden forsvandt den sociale tryghed. Alle skulle sørge for sig selv. Det var der ingen, der havde lært, og det skabte mange tabere det nye samfundssystem. Orsi konkluderer, at systemskiftet naturligvis var nødvendigt og godt, men at det skabte en masse store problemer, ingen havde forudset og som var – er – svære at løse.

Efter byvandringen er vi først på en kort rundgang på Kodalyinstituttet, og dernæst på museum. Et gammelt, mørkt og fugtigt hus viser sig at indeholde al verdens mærkelige instrumenter, fra cithar og ”dobbelt-ukulele” (”2-i-1 med håndtag hver vej) til hjemmelavede mystiske ting, åndemagerinstrumenter – og trommesæt. Stedet og dets indehaver, som viser rundt og spiller for os, er spændende og lever helt op til det slogan, der står på væggen udenfor: ”I love funny music!”

Frokost – pizza for de flestes vedkommende (og det er altså billigt!) og så et par timers by-hygge, inden vi med bussen kører til Tiszalphar. Borgmesteren, kommunaldirektøre og lederen af plejehjemmet samt børn- og ungeafdelingen tager imod os, og vi er os alle meget bevidst, at vi er ambassadører, ikke blot for Danmark, men for Silkeborg.

Jeg har aldrig drukket så meget snaps på så kort tid! For vi bliver – som i går i venskabsforeningen – modtaget med den største gæstfrihed, og det vil hver gang sige spændende små brød og Pálinca, unge såvel som ældre! Det er let at blive alkoholiseret i Ungarn, og de siger gerne ”skål” her nede! Der klinkes dog aldrig i øl, som de ellers drikker en del af, fortæller Orsi. Da opstanden i 1848-49 mod Habsburgernes styre blev slået ned med hjælp fra det russiske militær, skålede russerne og østrigerne på sejren i øl. Siden har Ungarerne aldrig klinket med hinanden i øl (og vi kan se, at de faktisk overholder det, lige meget hvor vi kommer hen).

Tiszalphar er en lille, meget fattig by – kommune – som den Dansk-Ungarske Venskabsforening i Kjellerup har et stort samarbejde med, og som man fra Kjellerup i tidens løb har sendt mange ting til. Det er også tydeligt, at Ellen og Torgen er meget populære personer her – det er venner, der mødes, og det nyder vi andre godt af!

Borgmesteren og plejehjemslederen fortæller om kommunen – f.eks. at også i Ungarn finder der for tiden kommunesammenlægninger sted, hvilket for dem konkret betyder, at to af kommunens skoler nu bliver lukket. Det er selvsagt, at forældrene selv skal sørge for, at børnene kommer i skole – nu meget længere væk end før. Borgmesteren fortæller, at man ikke ved, hvordan det vil gå.

Vi kommer på en lille byvandring. Her er ufattlig tørt – selv de store træer ligner noget med efterår, og græs og blomster er helt afsvedet. De lave huse er fattige. Her virker øde – folk holder sig inden døre.

På plejehjemmet, derimod, er der stillet an til fest! Orsi betror os, at plejehjemslederen har haft inkaldt hele personalet i weekenden, for at de skulle gøre rent, inden vi kom!

Besøget gør dybt indtryk på os alle. De gamle, 28 beboere samt det samlede personale og det lokale kor, bestående af 6-7 ældre mennesker, er linet op i fællesrummet for at modtage os. De venter på, at vi skal synge for dem.

På en måde er det svært at skrive om dette her, for der er en stor og tydelig fattigdom her, et stort behov for hjælp. Men også stolthed og værdighed.

Vi bliver vist rundt. Der bor 3-4 mennesker på hvert lille værelse, men vi får at vide, at ellers ville de jo også blive ensomme – ingen af dem har boet alene nogensinde. Så bliver vi budt på en ny slags fine brød og saft – heldigvis er der snapsepause. De gamle venter bare. Endelig kommer vi ud og synger for dem, og bagefter er der en overraskelse, de har glædet sig til at give os: Det lokale kor vil også synge for os! Det er sjovt! Ungarske folkesange – meget højt! Det bedste er næsten een af damerne, gammel, tandløs og med stok – men med ungpigeglimt i øjnene. Vi aner af gode grunde ikke, hvad der synges om, men damen danser, vrikker med hofterne og slår smut med øjnene – og med stokken!

Da vi alle siger farvel til de gamle, er der mange af dem, der kysser os, holder os i hænderne, græder og siger en hel masse. Jeg ved det ikke, men jeg tror mange af dem velsigner os.

Efter plejehjemmet er vi inviteret på middag af borgmesteren på byens restaurant. Vi er naturligvis meget glade for det, men også lidt forlegne, for den store gæstfrihed er jo dyr for dem. Pálinca serveres igen for store og små. Der er ingen tvivl om, at man alle steder er meget glade for samarbejdet med Silkeborg og med Torben og Dansk-Ungarsk Venskabsforening.

Middagen er igen typisk ungarsk mad, meget veltillavet, og imponerende er det, at der er gjort så meget ud af vores besøg, at det ligefrem er koordineret mellem stederne hvilke retter, der serveres, så vi ikke får det samme to gange! Denne gang er hovedretten fyldte peberfrugter i tomatsovs. Og – som hele tiden – en masse drikkevarer, så man skal passe på.

Vi har været overbevist om, at vi selv skulle betale drikkevarerne, så da vi er kommet afsted med bussen, finder vi ud af, at den ene troede, at den anden havde betalt – og omvendt. Tilbage igen. Torben og Ole går ind, men kommer ud efter at have fået en pálenca til: Borgmesteren har insisteret på at betale. Vi er gæster.

Onsdag 01.08.07 Puszta og koncert i Kiskunfélegyhaza

Pigerne skriver:

- I dag er der præcis 22 dage til min (Claras) fødselsdag. Husk det!!

- I dag var det så de gamle tøser, der var de morgenfriske og tog på marked. Med hjem var honning og klam kage! Nu i skrivende stund er vi på vej til hesteshow. Hvad er det lige, Ungarn har imod Lige veje?

- Jeg har 110.000 HUF på mig! Hold da op, det er mange penge (ca. 3.300 kr. red.). Vi er på vej til pusztaen, hvor vi skal se cowboyder og heste – og måske en lasso, hvis vi er heldige.

- Gad vide, om hele koret kan tæmmes med pisk? (Inger – efter at Birgitte har været ”demonstrationsmodel” på pusztaen, hvor en cowboy skulle vise, hvor dygtig han var til at tæmme kvinder med pisk og slog den rundt om Birgitte!)

- I går sang vi på et plejehjem i Tisalphar. Det gik fint nok og vi fik til gengæld meget underholdende kor og meget underholdende dame! Det var en sjov oplevelse!

- I morges, da jeg vågnede, var jeg glad for ”Guds igenfødte”. Men...så sang Sofie og Clara dn HELE morgenen. Men smuk, men nu er den næsten ved at have status med en af de gamle slidte. Men nu skinner solen og vi skal ud og se pruheste. Jihaar

- Vi sidder i bussen, solen skinner og der er små søde huse!

- Vi har set mange kastanietræer, men ingen med frugt. Vil gerne se abrikostræer, når nu vi har købt den lokale abrikossnaps.

- Vi sidder på vej til Kiskunfélegyhaza i bussen og har lige set en skypumpe! Åh hvad!

- Vi er nu på vej til Kiskunfélegyhaza, og selvom man godt kan mærke, at man har været igang hele dagen, så gør et bad jo underværker, og nu glæder jeg mig til at få hul på koncerterne.

Markedet trækker igen tidligt om morgenen nogle af pigerne til sig. Der købes pabrika, snaps, valnødder og andre lækre sager.

Og så skal vi til pusztashow! Vi ved ikke helt, hvad det er, men altså! Vi modtages af de flotteste cowboydere på smukke, brune heste, der foran bussen rider op til en malerisk gård, hvor – gæt engang – vi modtages med brød og pálenca. Derefter i hestevogn med 2 heste for og de flotteste kuske – vores har rigtigt snoet overskæg og et lunt, vejrbidt smil. Afsted over pusztaen i brændende sol. Her er forskrækkende tørt, men det er fascinerende. Midt i den støvede prærie en lille, tør lund med en lillebitte kirke – og en storkerede! Hen over det bare løber der pludselig et rådyr – garanteret til ære for os. Ida mener faktisk, den bliver ”spolet tilbage” og brugt hver gang...

Vi kører til en flot, gammeldags gård, hvor der i skyggen står tre zigøjere og spiller, og hvor vi får vin og nykogte, fedtdryppende kager, som konen koger i friture og serverer varme for os. Vi sidder i skyggen, mens bondemanden (med en fotograf, der sælger sine billeder) forsøger at få lov til at hælde hvidvin i os fra en lang kolbe. Else er vældig god til at fodre både hund, høns OG kat med en del af sin kage.

Der er dyr på gården – mærkelige, krølhårede svin, fremmedartet kvæg, høns osv.

Efter en tid kører hestevognene os tilbage til udgangspunktet, hvor der nu venter et fejende flot hesteshow, der bl.a. kulminerer med at Birgitte bliver indfanget med lasso og med en cowboy rider rundt, stående på 5 fem, der blot er bundet løst sammen.

Midtjysk Pigekor - Silkeborgs officielle ansigt udadtil

Hjemme på hotellet bliver der lige tid til at få vasket støvet af sig inden afgang til Kiskunfélegyháza, hvor vi skal modtages af borgmesteren og synge koncert i aften. Heldigvis får vi en times korprøve i kirken, inden vi skal til modtagelse på rådhuset. Det er altid lidt stressende at holde ultrakorte prøver i fremmede kæmpekirker med stor akustik, som man ikke kan nå at forholde ordentligt sig til. Akustikken her er stor og skal lige ”høres og læres”, så meget vi kan. Det kræver stor koncentration hos både, sangere, guitarist og dirigent – men det er vi også gode til! Og så til borgmesteren!

Det er modsætningernes rejse, vi deltager i. I går det meget fattige, i dag tydeligvis et område i drift. Rådhuset er flot, og byrådssalen, hvor vi modtages, er det smukkeste eksempel på Jugendstilen, som alle naturligvis er utrolig stolte af. Borgmesteren, József, er en charmerende mand, der fortæller optaget af sit kommune og sit hverv og beder os overbringe hilsner til borgmester Jens Erik Jørgensen i Silkeborg og den tidligere borgmester i Kjellerup, Hans Jørgen Hørning. Kiskunfélegyháza var tidligere venskabsby med Kjellerup, og nu har Silkeborg overtaget denne status. Borgmesteren betoner i sin tale meget betydningen af disse venskabsrelationer og dermed betydningen af vores besøg i byen.

Og så gør de det igen, de vidunderlige piger i Midtjysk Pigekor. Borgmesteren sidder på forreste række i kirken, og der er mange mennesker, der begejstret klapper efter hver af vore sange. Det er også smukt. Det, at de 13 piger kan lyde som een eneste, når de synger unisont. Og så folder det sig ud til mange forskellige stemmer, f.eks. i ”Se nu stiger solen af havets skød” og med den lyseste, reneste overstemme fra Birgitte og Clara i nogle af versene. Vi fornemmer, at det ikke kun er det hjemmefra medbragte publikum, der tørrer øjnene. Og så kan vi jo ikke lade være med vores interne sjov: Midtjysk Pigekor har en ambition om at synge den populære ”sommersalme” i alle Europas store kirker, og således også her. Og når Ole spiller på sin guitar og evt. synger sammen med pigerne, går det hele op i en højere enhed.

Der er ingen tvivl om, at koncerten er en stor succes og vi fryder os. Vi elsker jo at synge og lave musik sammen, og præcis på denne måde overvindes alle sproglige barrierer.

Igen er vi inviteret til middag. I en hyggelig (overdækket) udendørs restaurationshave morer vi os og spiser igen middag sammen med den charmerende borgmesteren, og vi lover igen at overbringe vores hilsner i Silkeborg.

Torsdag 02.08.07 Budapest Litzt, Kodaly, Mozart – og Midtjysk Pigekor!

Pigerne skriver:

- Det er morgen og vi sidder i bussen med afgang mod Budapest om få minutter. I går aftes sang vi den første koncert her nede i en stor kirke, og det var ret fantastisk. Bagefter spiste vi sammen med borgmesteren. Da vi kom tilbage til hotellet, var vi trætte, men da vi på markedet om morgenen havde købt noget lidt suspekt kage, skulle det lige afprøves. Det var lidt specielt, men alligevel rimelig morsomt.

- ”Det lugter lidt af sveske” – citat Birgitte, da hun skulle smage på ovenstående kage

- Vi har brugt det meste af formiddagen i dag i bussen på vej mod Budapest. Pga. diverse arrangementer i byen samt vejarbejde er flere gader spærret af og trafikken umulig. Vi væbner os med tålmodighed og krydsord!

- Vi har været heldige at se et lille flyveshow. Med flot udsigt over byen så vi en lille flyvemaskie lave en masse kunster såsom at flyve under en bro – meget tæt ved vandet!

- Det har taget os næsten 1½ time (i bus) fra citadellet til hotellet, og vi er ikke fremme endnu.

Flot koncert i går – og Mona huskede at sænke noderne, når Flemming skulle fotografere. Eline er så smuk, og Sofie skal man bare overveje at kaste et blik hen i nærheden af, så stråler hun, så alle i kirken bliver påvirkede af det og får en god aften.

Ida har endelig taget til sig, at hun synger godt og at hun skal give mere lyd – nu kan man høre hende! Anne er så konstant og god i sin udfoldelse, og Gittes vers i aften fik dirigenten til at tude.

”Å sådan er der noget med enhver”, og alle er uundværlige (så kan man jo ikke så godt fortsætte sætningen ”Især Lisa” – men hvor er det dog vidunderligt, at hun er kommet med! Vi ved godt, at hun savner sin lille Noah på 1 år, men hun nyder heldigvis også at være sammen og synge sammen med alle de andre).

Vi tager vores bus og kører mod Budapest. Orsi havde tilbudt flere gange at tage med, men vi har overtalt hende til at holde fri – hun har været sammen med os fra morgen til aften i flere dage, og i dag fylder hendes mellemste søn 4 år. Men det er lige før, vi alligevel fortryder, for Budapest er af flere grunde trafikalt helt umulig i dag, og det er vores eneste dag i byen. Og det er varmt. Meget varmt. Den ene grund til, at det er slemt er, at byen er ved at anlægge metro og gaderne er derfor gravet op på kryds og tværs. Den anden grund er vi mere heldige med! For vi kan godt lige nå at køre op til det flotteste udsigtspunkt over selveste Donau – Gellért-bjerget. Vi får lov til at gå ud af bussen i 25 minutter for at kigge på den fantastiske udsigt over byen og floden – og er ufatteligt heldige! For lige præcis i dag af alle dage skal der omkring en hængebro og Donau finde noget helt specielt sted: Over broen (”på”...) skal der køre formel 1 biler, over under (!!!) er der en flyver, der vil forsøge at flyve. Og det er altså tilfældigvis lige på det tidspunkt, hvor vi er til stede, så vi ser et ufatteligt show fra første parkét! Et lille sportsfly, der kommer susende bagfra os og styrtdykker, ned under hængebroen, tæt ved vandet. Og hvirler lodret op i luften. Ned og op, rundt som en snurretop og ned under broen igen. Op og ned og rundt i lang tid. Ufatteligt, at han gør det, og ufatteligt, at han ikke falder ned!

Vi kører videre rundt i byen og forsøger at komme til vores overnatningssted. GPS’en ikke til meget nytte, så vi ændrer planer og bliver sat af ved kirken. Så har vi et par timer i byen inden prøve, messe og koncert i den ældste og mest berømte kirke i Budapest, Matthiaskirken. Mange store begivenheder har fundet sted i denne kirke, f.eks. kejserkroning af Franz Joseph i 1867, hvortil Litzt komponerede sin Kroningsmesse, og mange omvæltninger har den været ude for, f.eks. blev den i flere hundrede år brugt som moské af tyrkerne. Kodalys ”Budapest Te Deum” blev uropført her. Men det der imponerer mig allermest og næsten får mig til at løbe væk af skræk (jeg tror ikke, pigerne opdager det) er, at det oven i alt det andet var den kirke, hvor Mozart første gang i Ungarn gav koncert.

Jeg føler mig meget ydmyg og andægtig over at få lov til at synge i disse rum. At vi skal betale noget for at få lov til det, er der vist ikke noget at sige til. Det er der nemlig rigtig mange, der gerne vil.

Men det går anderledes. Organisten, som er en berømt orgelprofessor, er lidt stram overfor Ole og guitaren, men meget venlig og imødekommende overfor mig. Han bliver under hele korets prøve, roser pigerne og lover at hjælpe mig gennem messen – jeg aner jo ikke, hvornår vi skal synge, når jeg ikke kan forstå sproget og præstens messen.

Og efter koncerten, ledsaget af de sædvanlige knus og kys på begge mine kinder siger så Hr. Berømte orgelprofesser efter koncerten ”Hjertelig tillykke!” til mig og ”Hvor smukt og rent” – og kysser på fingrene ad pigerne, hvorefter han tilbyder mig at formidle og arrangere koncerter med koret i Budapest! Det er stort!

Nu skal vi til Györ og synge i morgen! Det er jeg på nuværende tidspunkt – måske i modsætning til nogen i koret – tryg ved. Mona er der, og Louise kan sin stemme (hun har det blive smil med i dag og en flot, selv-syet nederdel). Janni med de kønne øjne (bl.a.) ser koncentreret på mig, og så går det derudaf. Jeg ved ikke helt, om Kirstine endnu kan den helt (hun er også ”kun” aspirant i koret i lang tid endnu, så der skal ikke stilles samme krav), men så skal hun bare smile yndigt imens, for med Birgitte i koret er der simpelthen lys i luften – endda uden pisk! Måske man skulle anskaffe sig een?

Anne-Mettes øvning hjemmefra har virkelig givet bonus, og vi er på CD-niveau med mange af sangene. Har aldrig været bedre – og det er så fedt, så fedt at koret bliver ved med at udvikle sig. Vi har godt nok i denne omgang forstærket Claras første vers af ”Lysets engel”, men det er fordi kirkerne er så store, og det er så vigtigt at få noget lyd ud fra begyndelsen af koncerten.

Og fanklubben bakker op!

Men med Clara, Eline, Sofie, Kirstine – Ditte på vej og snart flere, tror jeg på, og håber jeg naturligvis på, at vi har grundlagt noget, med høj kvalitet og glæde, der lever og rækker ud over os selv.

Tak alle tøser!

Pigerne skriver:

Hold da op. Meget svært at komme efter de flotte ord!

Nu er vi på vej til Györ og den sidste koncert – forhåbenlig meget god.

Györ – fredag 03.08.07.

Vores sidste aften i Ungarn. Vi skal igen medvirke ved messen og synge koncert i en fantastisk barok basilika bagefter, og vi ved på forhånd, at her vil kommer mange mennesker. Dels er Györ det tidligere Århus Amt’s venskabskommune, hvorfra der sidste efterår var en delegation samt ”Palæstrinakoret” på besøg i Århus – og i Mariehøj Kirke, hvor de sang koncert. Dels er Orsi efter vores første koncerter blevet interviewet om os til avisen og til landsdelens radio.

Det er vennerne fra Palæstrinakoret, der modtager os med frokost (heldigvis ingen Pálinca, når vi nu skal synge koncert!)i deres øvelokale ved siden af kirken, og vi kan få det hele, som det passer os, hvilket vil sige en god prøve i den smukke kirke. Det er fantastisk. I denne kirke, med en udsmykning, som jeg aldrig har set lignende, med alle mulige berømte og smukke barokting og hvor Jomfru Maria ved et mirakel i 1687 græd blodtårer – får vi lov til at synge. Og ikke nok med det! Klapsalverne vil ingen ende tage, og der er igen kys og blomster og flere ekstranumre.

Kan man have krav på mere i sit liv, når man får lov til at synge i rum som disse? Det er ihvertfald meget meget stort for os alle.

Bagefter middag sammen med dirigenten og nogle medlemmer af Palæstrinakoret – denne gang dog for egen regning. Det er meget hyggeligt – og at Sofies far, Arne og Elines far, Kjeld har omdigtet en tekst af een af pigernes populære sange til at lave lidt grin med dirigenten, gør ikke stemningen i danskergruppen mindre!

Vi siger farvel til ungarerne. Alle er meget trætte, Kirstine har slået sin tå meget og tager sammen med sin mor hjem til det gymnasiekollegium, hvor vi denne nat skal være for en billig penge. Vi er nogen, der vil hen og slappe af med en øl, de ældste piger tager også hjem – men de tre andre 14-årige? – Jo, Ole møder dem såmænd på strøget ved midnatstid, da han har været hjemme med guitaren, hvor de sidder på en bænk og synger alle vores sange udenad, 3-stemmigt. Først tager de de lette, men de kommer hele repertoiret igennem, og folk standser og lytter.

Lørdag kl. 14

Ole og jeg sidder på en restaurant på det smukke torv i Györ. Der er barokfestival – i morgen skal et ægte ”barokbryllup” finde sted, og i dag er der marked og meget andet, byens piger marcherer i tambourorkesteret og der er folk i flotte kostumer. Mange af de andre voksne sidder faktisk på en restaurant i nærheden af os, men lader os lige nu være lidt alene, og pigerne har fundet et indensdørs sted, hvorfra de bagefter fortæller om, hvor smukt der er, og hvor flot, maden bliver serveret.

Der er et stort marked med de fineste håndværksting, og jeg lytter til alle lydene. Almindelig støj fra mange mennesker – vi forstår ikke et kvidder af det sprog - kun den dejlige lyd af latter fra mange børn, manden, der sælger håndlavede instrumenter og folk der spiser eller drikker øl rundt omkring os. Györ er smuk, denne vores venskabsby. Store gamle barokhuse med fine detaljer, den imponerende bispegård og så basilikaen, hvor vi sang i aftes, som kronen på værket.

Jeg har lukkede øjne. I nat sov jeg ikke. Alle vores oplevelser og koncentrationen ved prøver, koncerter osv. tager et godt stykke tid at få ud af kroppen. Men det værste at have i hovedet en sådan nat, som jeg havde, er jo ikke ”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav...livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn...”.

Vi spiser en god middag for de sidste af vores ungarske penge og går bagefter hen og hygger os med de andre.

Pigerne skriver:

Orh – De tudede alle sammen i går, da vi sang i en meget smuk kirke i Györ...og det var så den sidste koncert. Det har været fantastisk at synge i Ungarn, men – så heller ikke flere taler og snakken om venskaber og samarbejde og TAK ...efter den her tur. Sofie – 3. St., Clara – og Eline – 1. Og 2. St. Er seje til at synge 3.stemmigt på gågaden kl. 12 om natten!

Hehe...i dag spiste vi nogle store flotte isdesserter... Man skal jo fylde godt på inden sådan en bustur. 22 timer! Det bliver hårdt at skulle køre så meget, men det går jo nok. Ud over ”How they brought” gik koncerten jo meget godt i går. Rummet var fantastisk at synge i, og udsmykningen var meget smuk. Loftet var jeg specielt fascineret af. Når man sad i midten af basilikaen, smeltede de blå farver sammen, så det lignede vand, der stømmede hen over een. Det var en helt fantastisk oplevelse. Altrene var nok lidt for pyntede, og det var nok det eneste, der var lidt uheldigt.

Til koret

I får 7 stjerner ud af 5 mulige! I synger jo som engle!

Det har været en spændende oplevelse at være med på jeres Ungarn Tour. Glæde mig meget til at høre jer igen.

Dorthe.

Hvor er det heldigt, at kirken er bygget så solidt, ellers var murene revnet pga. jeres fantastiske stemmer og ikke mindst pga. klapsalverne, især i Basilikaen i Györ. Jeg synes, koret er nogle fine ambassadører for Danmark og jeg synes, at ideen med venskabsbyer er brugt på en fin måde.

Tak til alle, der har gjort denne tur mulig.

Agnes (en af vore tre gæster på turen, der ikke er tilknyttet koret).

Kære Piger,

Jeg blev meget berørt af jeres optræden, specielt i Györ Basilikaen – det var da helt fantastisk!

Jeg er glad for at have været med i jeres dejlige selskab på denne tur, nu vil jeg ønske jer fortsat gode korrejser og godt sammenhold fremover; ingen tvivl om at I vil blive kendte udover de danske grænser og bringe glæde i mange hjerter.

Kærlig hilsen

Dorthe Kristina

Søndag morgen

Pigerne skriver:

- 7.42 og vi er nu i Danmark igen. Vi er lidt trætte efter at have kørt længe i bus og jeg er ved at glæde mig til at komme hjem - dog ikke til arbejde og eksamen, men mest til min seng. Det har været en dejlig tur. Vi har fået så mange rigtig fantastiske oplevelser, at vi vist lige skal hjem og bearbejde dem lidt. Men hvor har det dog været lækkert. Tak!!

- Så er vi kørt over grænsen. Det har været en lang bustur, men det har været en helt fantastisk tur med en masse fede oplevelser. Det har været så hyggelig og skægt, så tak for det.

- Så nærmer vi os Silkeborg igen, og det lader til at vi har taget det Ungarske vejr med os hjem. Det er fantastisk godt vejr herhjemme. Det har været en rigtig god tur med hygge, sjov og kat, men det er nu også godt at være hjemme igen.

- Til trods for at man er 1-3 dage bagud med søvn, så kan man ikke undgå at være i tophumør oven på denne gode tour og med lækkert vejr går man ikke galt i byen.

- TAK for en utrolig dejlig tur! Der har været en god blanding af kultur og oplevelser af mere afslappet karakter. Fantastisk at være sammen alle 13 piger på kryds og tværs!

- ”Sidste bemærkning”: Næste år synger vi KAT! Silkeborg – here we are! Yes!

Det her har været en helt fantastisk kortur. Opbakningen fra alle voksne omkring koret har været enorm, og det har været så let at være mig. Vi er blevet forkælede i alle ender og kanter.

Jeg har i løbet af turen forsøgt at beskrive en brøkdel af de store oplevelser, vi har haft og de dejlige mennesker, vi har mødt – men det er selvsagt umuligt. Dog håber jeg, at det er lykkedes at formidle bare en lille smule af den store glæde, det er at få lov til som dirigent at arbejde med og at komme ud i Europa med disse dejlige piger, forældre og andre, der har lyst og kræfter til at tage en tørn omkring os.

Tak for al den opbakning, vi får.

Silkeborg, 05-08-2007.

Inger Budde Dusgård