________________________________________________________________________________________
Musik
der er kirken værdig
Af
Svend Hvidtfelt Nielsen
Christian
Præstholm - Orgelkoraler bind I-IV. Eget forlag.
Fire
bind orgelkoraler skrevet mellem 1992 og 2008!
Det
er noget af en mundfuld både at udgive og at tage stilling til.
Gennemgår
man koralerne kronologisk fra de tidligste, skrevet da Præstholm
var
tyve år gammel, til de seneste (den seneste er fra august 08)
bliver man
vidne
til en modningsproces fra studieårene til nu. Både
stilistisk og
kvalitativt.
Det
rejser jo straks spørgsmålet om, hvad kvalitet så er.
I
mine øjne er en orgelkorals kvalitet tæt forbundet med
dens evne til
gennem
den pågældende melodi at skabe et selvstændigt
prægnant kompositorisk
udsagn.
En
salmemelodi, der blindt lires af over et mere eller mindre
kunstfærdigt
udformet
akkompagnement, evt. med forspil og mellemspil, hører i mine
ører
ikke
til kategorien "prægnant kunstnerisk udsagn". - Ikke med mindre
akkompagnementet
har en melodisk selvstændighed som i Bachs "Wachet auf."
eller
"Jesu bleibet..". Alt mindre end det burde forbydes, og skam få
dem,
der
foregøgler deres menighed, at noget sådant er antagelig
musik!
Lad
det være sagt straks: Christian Præstholm har ingen grund
til at skamme
sig.
Selvom
samlingens i alt 51 orgelkoraler også rummer eksempler på
denne
konservatoriefejlpraksis
(siger en bitter DOKS-kandidat, der næsten dumpede
i
teori på grund af sin orgelkoral.) er de på ingen
måde betegnende for
samlingen.
Dels mærker man selv i dem en udtryksvilje og et ønske om
at
sprænge
koralen, og dels får samlingens mangeartede måder at
angribe
melodiforlæggene
på dem snarere til at fremstå som nok en angrebsvinkel end
som
eksempler på idéløshed. (Og sidst, men vigtigst:
man kan jo bare lade
være
med at spille dem. Der er nok af andre gode ting at tage af).
For
Præstholm er fuld af ideer, og, bedre endnu, han har teknikken
til at
realisere
dem!
Her
er eksempler på alt fra de Kayserligt karske harmoniske
bevægelser i "Fryd
dig
du Kristi brud" over fransk parallelførelse a la Langlais ("Gud
skal
alting
mage") til satser med karakterbetegnelser som "Drivende sentimental
fremførelse
og registrering" (en netop sentimental men samtidig meget
original
orgelkoral over "Glade jul") og "Roligt, vuggende (og blot en kende
smagløst)"
("Lille Guds barn, hvad skader dig").
Bemærk
at de "smagløse" satser er så tilpas raffineret
komponeret, at de vil
fornøje
menigheden, der får lidt musikalsk sukkergodt, såvel som
organisten,
der
kan nyde satsens konsekvens og stilsikkerhed (og selv få lidt
tiltrængt
sukker
med i købet).
Disse
satser er vidnesbyrd om en vis munter (uden at være fjantet)
tilgang
til
musikken. En munterhed, der i "Dejlig er jorden" giver sig udslag i
indslag
af "Jingle Bells" i en overstemme. Men karakteristisk for samlingens
ånd
og tilgang er satsen forsynet med en behørig ossia-version uden
juleklokker.
Det
er dog ikke kun stilistisk, at Præstholms satser spænder
vidt. De gør
det
også med hensyn til hvilke aspekter af melodierne der arbejdes
med.
I
"Jesus, dine dybe vunder" tages meget passende rytmikken op til
revurdering.
Originalens egen skiftende metrik danner her baggrund for en
legende
kombination af forskellige metre (let at læse, let at
forstå,
koncentrationskrævende
at udføre). I "Herre jeg har handlet ilde" tages
udgangspunkt
i første frases særlige 2. modus-agtige
melodiforløb. Det føres
i
et imiteret forløb gennem en harmonik af tertsbeslægtede
molakkorder ud på
vilde,
overraskende smukt klingende vover før det atter bringes i havn.
Og
endelig
må "Er du modfalden" nævnes. Her lykkes det Præstholm
med subtil
brug
af Sn og SSn i en smuk melodisk strøm at skabe en harmonik, der
er
næsten
mere Carl Nielsensk end Carl Nielsen selv magtede det.
En
håndfuld af koralerne er længere kompositioner. Det
være sig i form af
store
festpræludier ("Vær velkommen, Herrens år" og "Nu
ringer alle klokker
mod
sky"), som forspil og en slags fuga ("Alt står i Guds
faderhånd") eller
variationssatser
("Til Himmels for den ærens drot", "De hellig tre konger så
hjertensglad").
Alle absolut spilleværdige.
Det
store flertal er dog satser af én til tre siders længde,
som kan nås at
indstuderes
(spilles fra bladet?) også ved en evt. meget sen salmeaflevering
fra
præsten (hvilket selvfølgelig er utænkeligt og
forbudt, forbudt, men
han/hun
kan vel også have lov at fejle?).
Vigtigst
af alt - og grunden til at jeg varmt kan anbefale dem - er dog: De
(fleste)
kaster et nyt lys over salmemelodien og transformerer dens stof til
kompositoriske
bærebjælker i et teknisk veludført prægnant
kunstnerisk
udsagn.
Det
er musik der er kirken værdig.
______________________________________________________________________________
|
|
